Døve findes ikke i Cambodja

I Cambodja eksisterer døvhed ikke officielt og døvhed forveksles ofte med dumhed. Ud af hundredevis af organisationer i det fattige land i Sydøstsien har kun to fokus på problemet.

Af Anya Palm

Siem Reap, Cambodja: Fire gule bygninger med grønne tage ligger ud til hovedvejen i den cambodjanske turistby, Siem Reap. Solen tegner skarpe skygger i støvet og et stort frugttræ, der står i midten af gården. Alle døre står vidt åbne og selvom der er unaturligt stille, er der masser af mennesker at se. I hvert lokale sidder skoleelever i hvide og mørkeblå uniformer bænket og kigger mod tavlen.

I et af lokalerne, er en pige ved at flække af grin. Det er en utrænet, guttural lyd, hun udstøder og var det ikke for hendes store smil, ville det være umuligt at afgøre om hun græd, grinede eller gjorde nar. Men det er ligemeget. Ingen af hendes klassekammerater kan høre hende alligevel.

Pigen hedder Brahe Noun. Hun er elev på Krousar Thmey School for Deaf, en af Cambodjas blot fem døveskoler. Skolen startede i 2001 og tilbyder undervisning i tegnsprog til 122 doeve elever. Tre andre skoler ligger i andre provinser og i hovedstaden Phnom Penh ligger en døveskole for voksne.

Brahe Noun gik i normal skole til hun var 13, fordi hendes familie ikke forstod, hvorfor hun ikke kunne tale.

- Jeg er så glad for, at der er andre, der ikke kan høre, fortæller Brahe Noun. Hun kommer oprindeligt fra Kompong, en provinsby tæt på skolen og nu bor hun på skolen. Hun er livlig – en ballademager, siger hendes lærer – og når hun taler med sine hænder, følger munden med og hun udstøder mange lyde. Især, når hun bliver ivrig.

 - Jeg kunne ikke tale med mine søskende eller de andre i skolen. De legede aldrig med mig og troede, at jeg var lidt dum, siger pigen.

Ved ikke, hvad døvhed er

Nouns historie er ganske almindelig, mener lederen af Deaf Development Programme i Cambodja, Charles Dittmeier. Programmet er uafhængigt og finansieres af udenlandske donorer, for selvom der er omkring 50,000 døve i landet er døvhed er ikke et officielt anerkendt handicap. Hos mange bliver døvhed aldrig opdaget, siger han.

- Døve er meget isolerede. Fordi de heller ikke selv forstår, hvorfor de ikke kan være med, lever de i et slags parallelt univers, hvor de er overladt til sig selv, forklarer han.

Som regel udvikler døve et hjemmelavet sprog med 30-50 tegn, som de kan tale med deres familie. Men disse tegn varierer og kan ikke erstatte et sprog. På skolerne undervises der i amerikansk og til dels i Khmer, der er landets officielle sprog. Men tegnsproget på Khmer er ufuldstændigt og meget nyt.

- Tegnsprog kom til Cambodja i 1998 – før det fandtes det slet ikke. Og idag er det begrænset hvor langt vi kan nå ud med sproget, fordi der er så lidt fokus på døve, siger han.

At sproget er så nyt betyder også, at de fleste voksne døve i Cambodja er uuddannede og uden nogen form for sprog. 

- De har aldrig mødt et andet døvt menneske og tror, at de er de eneste i verden, der ikke kan høre, siger han og fortæller, hvordan han hver gang et nyt hold starter, oplever han elever, som nægter at tro på, at alle de andre i klassen også er døve.

For få midler

Charles Dittmeier sidder i hovedstaden, på forkontoret til døveskolen for voksne. Hans Deaf Development Programme er det ene af bare to organisationer, der beskæftiger sig med døve. De 50 elever, der går her, har personalet fundet ved at køre ud i landsbyer og spørge befolkningen, om de kender nogen, der ikke kan tale.

- Det er skræmmende, fordi det er relativt uorganiseret og med stor fare for at lade nogen i stikken. Men der er ikke meget andet at gøre, siger han. Når personalet er ude, holder de samtidig workshops om, hvad det vil sige at være døv.

- At det er to uafhængige organisationer, der håndterer døveuddannelsen, giver selvfølgelig et kæmpeproblem; Det gør, at der er tusindvis af mennesker, der ikke kan hjælpes, siger Dittmeier. Han anslår, at omkring 1000 ud af landets 50,000 døve får undervisning i tegnsprog. Samtidig lander alt døvhedsrelateret på hans bord, fordi der ikke er andre steder at henvende sig.

- Sociale sager, handicap, skader og sygdomme, der har med ørerne at gøre, ender her. Det har vi hverken ressourcer eller kompetencer til, men vi gør hvad vi kan, siger han.

En af de sager, Dittmeier referer til er sagen om en ung mand med sort, bølget hår og strøget skjorte. Han sidder i lokalet ved siden af kontoret og griner sammen med et par venner, mens der er pause i undervisningen. Manden er vellidt, høflig, høj, slank, udadvendt – og navnløs.

Manden uden navn

I september 2007 fandt to turister den unge mand, der blot flakkede rundt. Han kunne ikke tale og han reagerede ikke, når de talte til ham. De to turister forstod hurtigt, at den navnløse mand var døv og afleverede ham til Deaf Development Programme.

- Vi fik ham ind for halvandet år siden, men det er stadig et mysterie, hvem han er, siger Charles Dittmeier. Den unge mand – som organisationen døbte F-4 efter en tatovering på hans underarm – er tydeligvis cambodjaner. Men han er ikke opvokset i Cambodja.

- Han kender ikke til landet og skikkene, men har nogen vestlige manerer, så vi tror han kommer fra et vestligt land. Men hvilket vestligt land kan man leve i, til man er en ung mand, uden at gå i skole? Uden at have et sprog? siger Charles Dittmeier.

 Selvom F-4 trives på skolen, har han sagt mange gange, at han gerne vil hjem.

- Hvor er det? Vi har været ved alle ambassader og har endda haft kontakt til forskellige cambodjanske bander på grund af hans tatovering, men ingen kender ham, siger lederen og forklarer, at F-4 ikke har noget begreb om lande eller geografiske kendemærker, så selvom han tilsyneladende har et hjem, kan han ikke forklare, hvorfra han er kommet. Han var i besiddelse af et postkort fra Montreal, skrevet på cambodjansk, men det var ikke poststemplet og uden afsender. Den canadiske ambassade har ingen savnede personer, der passer på F-4s signalement og heller ikke skolens kontakter i det canadisk-cambodjanske samfund har haft held til at opspore nogen, der kender ham. 

- Vi aner ikke, hvad vi skal gøre med ham. Han har bogstaveligt talt ingen identitet, siger Dittmeier.

Helt op til tilfældigheder

Forhåbentlig støder F-4 en dag ind i noget, han kan genkende, der kan hjælpe med at identificere ham. Men foreløbig ser mysteriet om den velfungerende, men non-kommunikative unge mand, ud til at forblive uløst.

På skolen i Siem Reap sidder en jævnaldrende, ung dame, som skæbnen har tildelt bedre kort end F-4. Hun og hendes kammerater forlader klasselokalet for at gå til frokost, og lydloest fyldes skolegården med leg og latter.

- Det er klart, at døve oplever succes og tryghed, når de opdager, de ikke er de eneste døve i verden, for det var jo det, de troede. Men så længe, der er så stor uvidenhed om det at være døv, er skolerne bare et helle for den procentdel, vi kan nå. Det er ikke tilfredsstillende, og desværre er der lang vej igen, siger Charles Dittmeier.  

Ude foran skolen er det almindelige mylder tiltaget. En dame tilbyder frugt til forbipasserende med en høj og skinger stemme. En lastbil fyldt med fabriksarbejdere kører forbi og trafikken tager til. Cambodjas arbejdende befolkning er også på vej til frokost. Det larmer.