Dansk familie med hang til eventyr

Blandt landminer og folkemordsofre i Cambodja holder familien Roswall fast i identiteten som dansk familie i en fremmed kultur.

I 2005 flyttede danske familien Roswall til Cambodja. Paa fjerde aar tackler mor Jytte baade teenagedatter, jobbet som chef for Dansk Roede Kors  og den meget anderledes kultur i det lille sydoestasiatiske kongerige.

Af Anya Palm

Jytte Roswall, en 53-aarig mor med smaa fine kroeller, hvidt sommertoej og tynde briller, smiler, vender ansigtet mod den cambodjanske mand, der taler insisterende til hende og siger venligt, men bestemt: Nej tak. Hun skal ikke koebe nogen smaafugle fra det metalbur, han holder op mod hende. Hun skal heller ikke have nogen lotusblomster, rejechips, smaa snegle, haengekoejer, aviser eller roegelsespinde og hun ved ogsaa bedre end at give penge til tiggerne, der flokkes om turisterne i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. De flokkes ogsaa om Jytte Roswall og hendes 14-aarige datter Eva, mens de gaar en tur i turistkvarteret Riverside. Men Jytte og Eva Roswall er ikke turister. De to har sammen med far og mand, den faeroeske Daniel Argjaboda, boet i Phnom Penh i fire aar og selvom landet kan vaere en voldsom oplevelse, synes den lille familie at have fundet den rette balance mellem trygt familieliv og eventyr.

- Det er selvfoelgelig lidt at slippe sikkerhedsnettet at flytte ud paa denne maade. Men vi holder meget af livsstilen og livsindholdet med at vaere ude og vi har tit bedre forhold, end vi ville have derhjemme, siger Jytte Roswall. Hun arbejder som landekoordinator for Dansk Roede Kors og er med i en rotationsordning, der betyder, at hun skiftevis sendes ud i fire aar og er hjemme i fire aar. Familien har tidligere boet i Uganda og Botswana.

Cambodja er paa mange maader helt anderledes end de to afrikanske lande. Det er et af verdens fattigste lande og det er stadig praeget af raedselsregimet De Roede Khmerers totale nulstilling af landet i senhalvfjerserne. Der ligger tusindvis af landminer gemt i den frodige jord og skoler, hospitaler og veje er stadig ved at blive genopbygget.  

Uddannelsesniveauet er lavt og mange er overtroiske og tyer helst til landsbyens medicinmaend, hvis de bliver syge. Jytte Roswall arbejder med at oplyse befolkningen i provinsen, hvor de fleste bor, om sundhed og forebyggelse af sygdom og for den farmaceutuddannede kvinde, er det droemmejobbet.

- Hvis jeg nu stod paa et apotek i Danmark, saa kunne jeg hjaelpe den enkelte, men det er begraenset, hvor mange mennesker, jeg kan naa. Her arbejder vi i 80 landsbyer med omkring 1000 mennesker i hver – det er jo utroligt at jeg faar chancen for at paavirke saa mange mennesker, siger hun.

Bor i storbyen

Det er floden Tonle Sap, en udloeber af Mekong-floden, der har givet navn til gaden  Riverside. Paa den ene side loeber det brune vand med fiskerbaade og badende lokale og paa den anden side knejser paladset, hvor kong Sihamoni bor. I vejkanten holder motorcykeltaxaer og tuktuk-vogne, hvis chauffoerer ivrigt forsoeger at shanghaje enhver potentiel kunde. Eva og Jytte Roswall kommer hernede i ny og nae for at spise paa de vestlige restauranter, der ligger her, eller for lige at maerke stemningen.  

Roswall-familien bor i det kvarter, der hedder Boeng Keng Kang 1 – ogsaa kendt som NGO-land, fordi mange udlaendinge har slaaet sig ned her. Familien bor i et stort hvidt kolonitids-hus paa gade nummer 360 og har fundet sig til rette med en livsstil af lige dele fremmede skikke og kogte kartofler. Det er det, der faar Jytte Roswall til at drage ud igen og igen.

- Vi faar meget ud af de tog vi foeler os ikke mindre danske af den grund. Vi lever bare som vi har lyst, siger hun. Aftensmaaltiderne – som spises sammen som familie paa aegte dansk maner – bestaar ligesaa tit af frikadeller og salat som de bestaar af ris og fisk.

Vigtigt at vaere dansk

Paa den maade er familielivet ikke synderligt anderledes end hjemme i Danmark, mener Jytte Roswall. Og det er ganske overlagt. En af de vigtigste overvejelser for Jytte og Daniel Roswall er nemlig familie-identiteten og mere specifikt: Hvordan paavirker Cambodja datteren?

-  Jeg har selvfoelgelig taenkt over, om dette her er et komprosmis paa hendes fremtid. Men det mener jeg slet ikke, tvaertimod, hendes skole er bedre end skolerne i Danmark og det at bo her giver hende perspektiver, som hun ogsaa kan bruge i danske sammenhaenge, siger Jytte Roswall. Familien goer meget for at Eva bevarer identiteten som dansker:

- Vi snakker sammen om, hvornaar er man dansk og hvad er det at vaere dansk, siger Jytte Roswall. Hun vil gerne have, at datteren tager 9.-klasses afgangseksamen i Danmark, naar den tid kommer.

- Jeg vil gerne have, at hun har sine roedder et sted og der er Danmark slet ikke noget daarligt valg for os. Det er netop i teenageaarene, at man faar sine venner for livet, saa vi vil gerne tilbage, mens hun er teenager, siger Jytte Roswall. Eva Roswall gaar ved siden af sin mor, mens hun snakker, og naar saelgere og gadeboern bliver for naergaaende, skyder hurtige, cambodjanske standardsaetninger ud af munden paa hende: “Artei aarghun!”, “Mean harveii” – “Nej tak” og “Jeg har allerede.”

Svaert at vende hjem

Familien har besluttet at tage til Danmark efter denne udstationering af hensyn til datteren. Men de skal lige finde ud af om det bliver efter fire eller fem aar. Dansk Roede Kors har nemlig spurgt Jytte Roswall om hun vil forlaenge sin kontrakt med et aar – og det er et svaert spoergsmaal.

- Det gaar vi lidt og taenker over. Det er jo en af bagsiderne hernede, at der maaske kun er job til den ene og det kan vaere ret frustrerende at vaere med blot som spouse. Daniel har haft noget konsulent-arbejde hernede, men i oejeblikket har han arbejde i Danmark, saa det er en udfordring lige nu at finde ud af, hvad vi goer. Maaske bliver han i Danmark i det aar, men kan vi som familie holde til at vaere adskilt? Det ved vi ikke, siger hun.

Samtidig er det svaert at forlade Cambodja. Den blide kvinde med den lavmaelte stemme passer med sit rolige sind lige ind i det Buddhistiske land, hvor det er uhoefligt at tabe besindelsen og hoejt respekteret at bevare en rimelig volumen og et godt overblik.

- Arbejdsmaessigt vil jeg gerne blive, der er fortsat meget, vi kan goere. Men der er mange ting, der spiller ind, siger hun og taenker sig lidt om, som om hun lige ville finde svaret, lige paa stedet. Det goer hun ikke. - Det er vores udfordring lige nu at finde ud af, hvad vi goer, siger hun.  

Kraever en bestemt type

Paa Riverside tiltraekker en balje skildpadder Eva Roswalls opmaerksomhed. De smaa dyr ligger i en stor, levende bunke i en plasticbalje. Nogle af dyrene ligger paa ryggen og spraeller med benene. Samvittighedsfuldt begynder pigen at vende dem om paa maven. Saelgeren, en lille kvinde med skarpe brune oejne foelger hendes bevaegelser et kort oejeblik. Men saa snart det gaar op for hende, at Eva ikke har nogen intentioner om at koebe sig en skildpadde, taber hun interessen og ser misbilligende paa mor og datter indtil de fortraekker. Eva siger tak paa Khmer og gaar videre.

- Det kraever nok en bestemt type menneske at leve som vi goer. Vi har mange venner, som siger: Nej, I er saa heldige. Men de ville aldrig selv rykke paelene op og tage afsted, for hvad saa med boernene og jobbet og saa videre? Der er ingen fuld garanti, man maa tage chancen, siger hun. Og det skal man ogsaa, efter hendes mening, hvis livet skal opleves. Selvom naeste stop hedder Danmark er det bestemt ikke sidste stop.

- Vi vil nok gerne ud igen. Vi maa se, hvad min arbejdsplads har til mig til den tid, siger Jytte Roswall, mens den varme december-sol skinner ned over Riverside. Datteren nikker – hun vil selv gerne have et job, hvor hun kan rejse engang, siger hun. Men det er der mange aar til. Foreloebig skal de to bare ikke andet end hjem til gade 360, saa Eva kan faa lavet sine soendagslektier.