På skolebænken i Cambodja 

Seksårige Nikolaj og Emil Bjørnskov-Johansen har mange venner, men ingen af dem er danske. De leger blandt andet med japanere, kinesere, svenskere, amerikanere, englændere og australiere. De to tvillinger går på en international skole i Phnom Penh, hovedstaden i det superfattige Cambodja.

Af Anya Palm

Norodom Boulevard er en af de tre største gader i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Trafikken er kaotisk, hovedsagligt består den af motorcykler og tuk-tukker, en motoriseret lille vogn som fungerer som taxa. Langs boulevarden står der gadesælgere af alle slags. En liter benzin, opbevaret i en halvanden liters cocacolaflaske, koster en femmer og en mango, skåret i stykker og serveret i en plastikpose, koster omkring 30 øre. Et stykke klæde til at dække mund og næse mod smog koster, hvad kunden finder rimeligt at give en sælger, der har mistet alle sine tænder på grund af dårlig hygiejne, og begge sine ben, da han trådte på en landmine.

 Norodom Boulevard er Emil og Nikolaj Bjørnskov-Johansens skolevej. I to år har de to seksårige danske tvillinger hver morgen klokken halv otte krydset mylderet sammen med far Peter eller mor Cecilie for at indfinde sig i hver deres klasseværelse på International School of Phnom Penh (ISPP). ISPP er en velrenommeret privat skole med 450 elever - heraf 21 procent cambodjanere - og 55 lærere til at tage sig af dem.

- Vi har været nervøse for om der var mindre organisation på skoler i Cambodja, mindre styr på tingene, da vi flyttede herud. Men ISPP er en rigtig god skole. Der er meget fokus på at lære børnene om moralske værdier...på den måde kan det godt være lidt opdragende. Men det har ikke været for meget, siger Cecilie Bjørnskov-Johansen, drengenes mor, der arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i Cambodja.

Den nuværende skoleinspektør på ISPP hedder Rob Mockrish. Han er amerikaner, men har boet i udlandet de sidste 17 år, hvor han har arbejdet på internationale skoler i Japan, Indien og Vestafrika. I følge ham er det et vigtigt mål for en international skole at give børnene en forståelse for det land, de bor i.

- Det er et stort ansvar at forholde sig til, at børnene i deres hverdag møder mennesker, der er deforme fra syreangreb, mennesker med manglende lemmer og meget fattige tiggere – nogle gange på deres egen alder. Vi lærer børnene om Cambodja, og forsøger at indgyde en lyst til at hjælpe, siger han.

For at opnå det, tager ISPP børnene med ud til børnehjem og centre for landmineofre, hvor de først lærer medarbejderne at kende og derefter gentager besøgene regelmæssigt.

Både Nikolaj og Emil Bjørnskov-Johansen har stille og roligt vænnet sig til Cambodja. De foretrækker en tur i tuktukken, når de skal hentes fra skole, fremfor at blive hentet i bilen og selvom de stadig synes det er irriterende, når folk gerne vil røre ved deres lyse hår, skræmmer det dem ikke længere.

- Det har da præget dem at finde ud af, at der er nogen, der har det rigtig skidt og de har lært at tænke sig lidt om, når de selv synes, de har det hårdt. Vi valgte ikke at kommentere på forskellene i starten, fordi de lige skulle kapere det selv. Men efterhånden begyndte de selv at spørge til hvorfor damen vil have penge og hvorfor tingene ser ud som de gør, siger Cecilie Bjørnskov-Johansen og fortæller om en dag, da familien kom kørende gennem et af byens meget fattige kvarterer:

- Vi så de usleste hytter og de folk, der boede i dem, de har jo ingenting. Og så peger Nikolaj på dem og siger: Mor, se, der er fattiglemmer derovre. Vi havde lige set Emil fra Lønneberg, siger hun og fortsætter: 

-Det er da rart at vide, at de har fået sat Cambodja ind i deres egen referenceramme på den måde. Nikolaj ved jo godt, at fattiglemmerne slet ikke har det godt.

Samtidig er det en skole, hvor børnenes ophold gerne skulle resultere i en uddannelse, der er kompatibel med skolesystemer verden over. Mockrish forklarer, at det sikrer ISPP gennem forældreindflydelse og demokrati i skolens opbygning.

Når man indskriver sit barn, bliver man automatisk medlem af ISPP Association og har stemmeret til bestyrelsen. I den sidder ni medlemmer – blandt andet Peter Bjørnskov-Johansen, Emil og Nikolajs far – og de har ansvaret for at ansætte og fyre skoleinspektøren, for at overse økonomien, der blandt andet udgøres af forældrebetalingen på omkring 90,000 danske kroner per barn om året, og for at sikre skolens læreplaner lever op til internationale standarder.

Det sidste er især vigtigt for den danske familie lige nu, for de er så småt begyndt at forberede sig på at skulle tilbage til Danmark. Til august starter drengene i første klasse på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg.

- Jeg håber, der er gynger, siger Nikolaj Bjørnskov-Johansen om sin snarlige hjemvenden til den danske folkeskole. På hans nuværende legeplads er der palmer, udendørs pool, klatrestativer, rutchebaner, farvestrålende fugle og – næsten - evig sol. Men ingen gynger.

Emil Bjørnskov-Johansen er bare ked af ikke at skulle sidde ved siden af sin bedste ven, engelske Jack længere. Men han glæder sig til at gense Danmark, hvorfra han kan huske enkelte navne på venner og at familien har været i Tivoli.

- Vi har forsøgt at forberede dem ved at snakke om skolen og om Danmark. Den klasse, de skal gå i, har jo kendt hinanden igennem et år i børnehaveklassen, så der skal måske arbejdes lidt på det sociale. Til gengæld er de nok lidt foran fagligt, siger Cecilie Bjørnskov-Johansen. Begge drenge taler flydende engelsk og kan skrive simple sætninger.

I følge Rob Mockrish er der fire målsætninger børnene skal lære under deres ophold på ISPP, dem håber han drengene trods deres unge alder har fået på plads. Så kan de nemlig klare sig hvor som helst, mener han.

- Vi prøver at uddanne vores elever til at være tænkere, kommunikatører, moralsk velafbalancerede og problemløsere. Hvis de retter sig efter de fire principper, skal de nok blive successfulde, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, de danske drenges øjne er blevet åbnet overfor omverdenen, og ikke bare den danske. Jeg håber, de vender hjem med en fornemmelse for at undre sig og en forståelse for at verden er forskelligartet, i lyde, lugt, sprog og kulturer.

Det gør de nok, mener Niels Kryger, lektor på Pædagogisk Antropologisk afdeling på Dansk Pædagogisk Universitet. For ham at se, er problemet snarere om den danske folkeskole er klar til at tage imod elever som Emil og Nikolaj. De har en helt unik erfaring i en meget ung alder, mener han.

- De vil sandsynligvis kunne huske en del, især hvis det bliver fastholdt i billeder og historier. Men den erfaring må have været utrolig dobbelt. På den ene side oplevelsen af at gå i en eliteskole, med hvad det indebærer af priviligier og så på den anden side indsigt i fattigdom og lemlæstelse, siger han.

Drengene taler en blanding af engelsk og dansk. De er begyndt at skifte mere og mere til dansk efter det er gået op for dem, at de snart skal sige farvel til vennerne og lærerne på ISPP. Især Emil taler meget om Danmark, fortæller hans lærer, Nikki Peterson.

- Han er spændt paa at komme hjem. Han taler meget om hvordan man gør i Danmark og om hvor meget han kommer til at savne skolen og især Jack, siger hun. Emil er stærk fagligt, og det er her, han udtrykker sine følelser, fortæller hun. Hun tager Emils skrivebog frem og fortæller at hun havde stillet børnene i klassen som opgave at skrive en ting ned, som de var en stjerne til og en ting, de gerne ville være en stjerne til.

I Emils bog står der:

Jeg er en stjerne til at skrive på engelsk.

Jeg vil gerne være en stjerne til at skrive på dansk.

Nikolaj græd, da han så Ny Hollaenderskolen første gang. Men nu ser han frem til at gå på den.

- Jeg kan huske en, der hedder Agnes. Og jeg kan også huske, hvordan een mere ser ud, siger han.

Cecilie Bjørnskov-Johansen er klar over, at starten på en dansk skole bliver næsten lige så stor omvæltning for drengene, som da de flyttede til Phnom Penh for to år siden. Selvom Danmark er deres hjemland, er der stadig meget nyt, de skal forholde sig til, siger hun.

- Vi snakker om det. Og så flytter vi tilbage til den samme lejlighed, som vi boede i, da vi tog afsted. Men det er ikke til at vide, hvor meget de kan huske og hvor meget de skal genopleve, siger Cecilie Bjørnskov-Johansen.

Det får familien at se til sommer, når de forlader Cambodja. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at drengene glæder sig til at gense Danmark.

- Jeg håber, der er gynger, gentager Nikolaj.