Cambodjanske kvinder håndarbejder sig ud af fattigdom

35 procent af den cambodjanske befolkning lever for under en halv dollar om dagen. Landet er præget af korruption og uddannelsessystemet er et af verdens dårligste, så det er næsten umuligt at kæmpe sig ud af fattigdommen. Men en gruppe kvinder har fundet løsningen: Håndarbejde.

Af Anya Palm

PHNOM PENH, Cambodja: I hjertet af Cambodjas hovedstad Phnom Penh ligger butikken Tabitha. Den ligger et godt stykke væk fra turistdistrikterne og er halvt gemt væk bag et højt, grønt hegn af jern. Et støvet skilt viser ind gennem lågen.

Men indenfor ser der ganske anderledes ud. Butikken ligger i et tre-etagers hus i kolonistil med verandaer i forskellige niveaer, høje lofter, hvide vægge og køligt stengulv på alle etager. Og rundt om huset sidder kvinder i alle aldre, travlt optaget med forskelligt håndarbejde – de syr tasker, strikker tørklæder, fletter kurve og broderer smukke tæpper, der alle sælges i butikken. Kvinderne arbejder for Tabitha, men de er ikke almindelige medarbejdere – de kommer alle fra ekstremt fattige kår og har gennem Tabitha, der samtidig er en nødhjælpsorganisation, fundet vejen ud af fattigdom: Håndarbejde.

Har otte søskende

På den ene side af huset under et intermistisk tag lavet af pressening og pap, sidder 27-årige Rin Vantha bag en jernsymaskine, der står på et træbord. Den er hånddrevet, men en af hendes venner har forbundet den til et batteri, som ligger i en sort boks ved siden af. Trædefoden hviler hun fødderne på.

-  Jeg syr på en taske. Det er et nyt design, vi er igang med, forklarer hun og tager en prototype op. Den lille silketaske er grøn og blåstribet, men kun på halvdelen af forsiden. Resten er ensfarvet grøn. Rin Vantha vil lave sin taske i sort og mørkegrå, for det er elegant, synes hun.

Hun kommer oprindeligt fra provinsen Kompong Chham, hvor hun og hendes otte søskende hjalp forældrene med arbejdet i marken. Hele familien boede i en lille hytte, der lå på et stykke land, de havde lånt og alt, hvad de høstede, solgte de til ejeren. Den spinkle kvindes øjne flakker, når hun fortæller om sin familie, og hun sidder uroligt på stolen.

-  Nogengange havde vi råd til mad, og nogengange havde vi ikke, siger hun og trækker på skuldrene. Det er fem år siden, Vantha har været hjemme.

Har hjulpet over en halv million

Rin Vanthas baggrund er temmelig almindelig i det superfattige Cambodja: 80 procent af landets befolkning er bønder og 35 procent af den samlede befolkning lever under den nationale fattigdomsgrænse på 45 cent om dagen. Det er den gruppe, Tabitha-kvinderne kommer fra. Hos organisationen bliver kvinderne oplært i håndarbejdet og bliver, så længe de har lyst. De får materialer af Tabitha, som også køber tingene af dem, når de er lavet.

-  Mange af de kvinder kommer til os i sidste øjeblik, lige inden prostitution eller tiggeri. Men de lærer som regel hurtigt, siger Yi Vannary, der er administrerende direktør i Tabitha. Udover de 30 kvinder, der er ansat i selve huset, har organisationen syv forskellige programmer i 12 provinser og Tabitha, der i 1994 blev stiftet af canadieren Janne Ritskes, arbejder idag med 30,000 familier – alle arbejder med den ene eller anden form for håndarbejde.

- Håndlavet...det skal være godt håndværk, så det oplærer vi dem i. Kvinderne kommer til os hver fredag med de ting, som de har lavet i løbet af ugen, og så sælger vi dem videre. Men successkriteriet er, når familierne kommer og siger: ”Nu kan vi klare os selv” og så begynder de selv at sælge deres egne ting. Det er det bedste”, siger direktøren. Det sker ofte  - Vannary vurderer, at Tabitha siden starten er nået ud til omkring en halv million mennesker.  

- Indimellem kan de ikke overskue familien og økonomien, lige når de kommer, men de ændrer sig meget, når de er her. De forstår, at de gerne må have deres egne drømme, siger hun.

Vender ikke hjem

Rin Vanth er tilfreds med tilværelsen, lige nu siger hun. Hun har ikke set sin familie i lang tid, men hun vil ikke tilbage.

- Så skal jeg være bonde igen. Det vil jeg ikke. Jeg kan sidde og snakke med mine kolleger her, samtidig med, at jeg arbejder. Og jeg kan sende nogle penge hjem til min familie, så jeg kan hjælpe dem. Det gør mig glad, fortæller hun. Hun kom til Tabitha i 2005, fordi hendes søster allerede var flyttet til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Her håbede Vantha også på at få job, men fordi hun var god til at sy, foreslog en ven, at hun henvendte sig til Tabitha.

- Jeg kan sy en masse forskelligt, men jeg er bedst til at sy punge, siger hun.

Den unge kvinde forklarer længe og levende om de forskellige ting, hun kan lave. Hun sidder nu helt roligt på stolen og der er ikke anstrøg af flakken i hende øjne, da hun fortsætter.

- Men jeg vil gerne lære at blive god til at sy kjoler til kvinder. Jeg vil gerne være skrædder en dag og have min egen butik,  siger hun.