Faglige aktivister risikerer livet i Cambodja

Cambodja er et af verdens farligste steder at være fagligt aktiv. Landet har i tusindvis af fagforeninger, men langt de fleste er falske og medlemmerne regeringshåndlangere, der hjælper den korrupte regering med at intimidere aktive fagforeningsfolk.

Af Anya Palm

"HUND, JEG DRÆBER DIG, SAM RAINSY-DUKKE" Ordene står på et printet stykke papir, der hænger på væggen på et lille, tillukket kontor uden vinduer i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Ved siden af ordene er der en blyanttegnet sketch af en mand med hånden løftet og næven knyttet – resten af papiret er hvidt, tegningen er ufærdig. Den forestiller Vichea Chea, en af Cambodjas mest fremtraedende fagforeningsledere. Hans fagforening, Free Trade Union, er en af de største i landet og Vichea selv var en kendt skikkelse. Det var Vichea Chea, truslen var stilet til, da den blev sendt på email i juli 2003. Seks måneder efter blev han skudt ned på åben gade, mens han købte en avis. Mordet sendte chokbølger igennem Cambodja og idag – fire år senere – mindes Vichea Chea som en helt og folkefører. Siden da er to af hans FTU-kolleger blevet skudt ned på samme måde og der rapporteres jævnligt om grov vold og chikane mod fagforeningens ansatte og medlemmer. Free Trade Union er en af Cambodjas få uafhængige fagforeninger.

Sværere at være fagligt aktiv

Kontoret, hvor tegningen og truslen hænger, ligger i FTU anonymt udseende hovedkvarter og tilhører Vichea Cheas bror, Mony Chea. Han overtog posten som formand for fagforeningen efter mordet og idag er den Cambodjas største med 80,000 medlemmer og 159 underafdelinger i stort set alle brancher. Formanden har selv hængt tegningen og truslen op på væggen ved siden af computeren i det lille kontor.

-Det minder mig om min bror og giver mig mod og vilje til at fortsætte hans arbejde, siger Mony Chea.

Formanden er en spinkel mand, ulasteligt klædt, men hulkindet og med rander under øjnene. Det er blevet sværere at arbejde som fagforeningsaktivist i de senere år, siger Mony Chea og trækker en skuffe ud. Det er hans case file arkiv. Han åbner en mappe lidt og afslører snesevis af filer. Hver gang, der har været et overfald tager FTU et billede og laver en rapport til arkivet. Mony Chea lukket skuffen lidt. Så bryder en voldsom larm pludselig ind i kontoret. Mony Chea rejser sig for at se, hvad der foregår i forlokalet.  

1000 forbund

Et andet sted i hovedstaden tikker en email om en strejke ind på direktør Alonzo Susons computer. Det drejer sig om to forskellige fagforeninger, der har været i klammeri med hinanden. Cambodja har ikke mindre end 1000 registrerede fagforeninger og det er kompliceret at navigere igennem det store virvar af forbund. Nogle er relativt tandløse fagforeninger, stiftet blot for en enkelt virksomhed. Andre findes slet ikke i virkeligheden og er blot stiftet for at opnå en statistik. Men langt de fleste fungerer som enten regeringen eller arbejdsgiverens forlængede arm for at få bugt med de få der rent faktisk arbejder for at forbedre arbejdstageres rettigheder.

Alonzo Suson arbejder for den sidste slags. American Center for International Labor Solidarity (ACILS), som han er direktør for, arbejder for at støtte og kapacitetsopbygge fagforeninger i Cambodja.

- Det kan vaere farligt, hvis fagforeningen vil forhandle løn og sådan nogle ting, siger direktøren.

Korrupte fagforeninger

Men det er ikke nødvendigvis farligt eller svært at være fagforeningsaktivist i Cambodja, det kan endda være et utroligt let og indbringende job – det kommer helt an på, hvilken fagforening, der er tale om.  

Volden retter sig mod bestemte fagforeninger  og derudover er det en udbredt praksis af at købe fagforeningsfolk til at arbejde for arbejdsgiverens interesser eller starte en fagforening selv og forbyde alle andre. Det er derfor, det er sværere at være uafhængig idag – et stort antal af foreningerne er stiftet af regeringen i samarbejde med arbejdsgiveren med løfte om store pengegaver for, at sørge for, at der ikke er nogen, der brokker sig.

- Det er meget normalt, at man bestikker fagforeningsfolkene til at holde ro på fabrikken og sørge for at tingene glider uden problemer, siger Suson og fortsætter: - Jeg tror ikke, der findes nogen fagforeninger i Cambodja, hvor der ikke er mindst en repræsentant, der er korrupt. Det gælder også FTU, selvom de er en af de bedre, fastslår han.

Arbejdere vil klage

Da Mony Chea kommer ud i Free Trade Unions forlokale, er det fyldt med mænd, der højlydt snakker i munden på hinanden. Der har været en strejke i en af fabrikkerne og en rivaliserende fagforening har angrebet mændene, slået på nogle af dem og smadret deres megafon og en motorcykel. Nu vil de strejkende gerne indgive en klage til Mony Chea og FTU.

Mony Chea står stille og lytter til de vrede mænd, der ophidset forklarer situationen. Da alting lader til at være blevet rodet ud, sætter han sig ind og skriver en email om episoden til Alonzo Suson. Derefter putter han sagen ned i sit arkiv.

Overfaldet af 8 mænd med jernrør

Motorcykeltaxamand, Samon Chhi, har siddet i forlokalet under hele optrinnet. Han kommer tit forbi fagforeningens lokaler. Men han vil ikke være aktiv. Han tør ikke. Den 28-årige familiefar ligner blot en knægt med sine høje kindben og tynde legeme og hans øjne flakker, mens han fortæller:

- Jeg vidste godt, at det ikke var populært at være fagforeningsrepræsentant, så jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at gå alene om aftenen på fabrikken, siger den 28-årige tidligere aktivist om sit job på Bright Sky-fabrikken i Phnom Pehn.

 Fabrikken laver tøj til blandt andet amerikanske Wal-Mart og The Gap.

Men en aften i maj 2006 blev han opholdt af en ven, som han snakkede med. Og da han ville gå hjem stod otte mænd og ventede på ham med jernrør, kæppe og mursten.

- De dannede en ring rundt om mig og slog mig i ansigtet og i hovedet, fortæller Samon Chhi. Han faldt ned på jorden og rejste sig op på alle fire.

 - Jeg så ud på den store vej, der var lidt væk, hvor der var mennesker. Så valgte jeg det største mellemrum mellem deres ben og kravlede ud så hurtigt jeg kunne. Det var sådan jeg overlevede, siger Samon Chhi.

Vil ikke arbejde for fagforening mere

Efter overfaldet blev Samon Chhi fyret fra fabrikken. Han meldte overfaldet til politiet og hører aldrig mere fra dem, selvom han udmærket kender sine overfaldsmænd, der også arbejder på fabrikken. Samon Chhi beslutter sig for at stoppe fagforeningsarbejdet.

- Jeg er bange. Måske vil jeg blive slået ihjel næste gang, siger han. Han har indimellem kunder på sin motorcykeltaxa, der skal ud til Bright Sky-fabrikken og derfor ved han, at voldsmændene stadig arbejder på fabrikken.

- Jeg ved, at de kan genkende mig, så når jeg er nødt til at tage derud, vender jeg ansigtet mod jorden, når jeg sætter kunden af, fortæller han.

 Vold er hverdag

Selvom der ikke eksisterer statistikker over hvor stort omfanget af vold mod fagforeningsfolk er i Cambodja – både fordi mange hændelser ikke bliver rapporteret og fordi politiet i mange tilfælde vender det blinde øje til – har menneskerettighedsorganisationen Licadho samlet en række sager i rapporten “Attacks and threats against human rights workers in 2007”, der blev udgivet i august i år. Rapporten konkluderer, at “fagforeningsfolk stadigvæk er udsete mål for trusler, vold og i visse tilfælde mord.”

- Vi tager stærkt afstand fra den overflødige brug af voldelige midler imod fagforeningsrepræsentanter og medlemmer, siger Naly Pilorge, der er direktør for Licadho. Hun fortsætter:

- Der er en udbredt voldelig tendens, der retter sig mod fagforeninger og den har været der i årevis, siger hun.

Hos American Society for International Labor Solidarity er holdningen, at der er behov for en kulturel ændring for at afhjælpe volden. Alonzo Suson mener, at problemet ligger i dårlige relationer mellem fagforeninger og arbejdsgivere.

- Mange gange tyer arbejdere til strejker og de bliver ikke altid afholdt på lovlig vis. Og så starter de grimme industrielle forhold, hvor arbejdsgivere er villige til at bruge for at stoppe de ulovlige strejker, siger direktøren. - Vold fortsætter i en ond cirkel, indtil arbejdskulturen ændrer sig, mener han.  

Naly Pilorge er heller ikke positiv over fremtidsudsigterne i Cambodja:

- Der sker overfald hele tiden. Det eneste, vi kan gøre er at blive ved med at opfordre regeringen til at reagere på hændelserne og politiet til at efterforske dem ordentligt, siger hun.

Forventer at dø

Det er ikke noget aktivisterne taler om, men hos FTU er de ansatte klar over, at de har et farligt arbejde. Flere havde snakket med Vichea Chea timer forinden hans mord.

Mony Chea forholder sig konstant til truslen, fordi det er ham, der styrer FTUs makabre arkiv, der også indeholder et grumt billede af motorcykeltaxaxhaufføren i forlokalet, Samon Chhi.

Og han  er klar over, at han sidder i en af landets farligste stole. Alligevel gør han ikke meget for at beskytte sig mod regeringen og deres håndlangere.

- Jeg blev spurgt om jeg ville tage posten her efter min bror for at fortsætte hans vision for Cambodja. Døden er konsekvensen af mit arbejde og den vil jeg stå overfor på et tidspunkt. Sådan ser jeg på det, siger han.