På den lille, palmerige tropeø Koh Chen i Cambodja bor der 150 familier – stort set alle er beskæftiget som smede.

Af Anya Palm

Lyden af hammer mod metal lyder alle steder fra. Det er en lav, vedvarende lyd, som en rytme, der kommer fra selve øen. Det gør den naturligvis ikke. Lyden kommer ikke fra enenkelt hammer, men fra de omkring 150 smedjer, der findes indenfor en radius af et par kilometer på tropeøen Koh Chen i Cambodja. Befolkningen på øen har været smede i generationer og bortset fra en håndfuld familier, der ernærer sig ved fiskeri eller landbrug, laver ingen af de familier, der bor på den 2,5 kilometer lange og 500 meter brede ø, andet end det.

En lille grusvej løber hele vejen gennem Koh Chen. Vejen er lille nok til at palmerne i kanten bøjer sig ind over den og danner skygge. Side om side ved vejen ligger små hytter og ind og ud mellem husene går køer, hunde, høns og børn. Der kører ingen biler på Koh Chen, de eneste butikker er små hjem, der sælger chips, krydderier og små specialiter og den eneste officielle bygning er en skole, der har undervisning to gange om ugen. Når beboerne skal købe ind, tager de over på fastlandet. Men mange dyrker selv ris og grøntsager, hvilket ikke forstyrrer arbejdet, der alligevel foregår i hjemmet. De fleste af de små hytter har en arne, der bruges til at smelte eller blødgøre metalplader og rundt omkring i hængekøjer, på træstubbe og gamle plasticstole, sidder smedene og banker metal om til fine ting.

Smede gennem generationer

Halvvejs oppe af vejen ligger en kobbersmed. Naboerne er begge sølvsmede, hvilket er usædvanligt, da kobberfolket ellers bor i samme område, men det er en tilfældighed. Her bor familien Eur, en familie på seks, der alle hjælper til med at smede kobberting til bryllupper.

-Jeg har ikke tænkt over det. Jeg har arvet dette hus og dette erhverv fra mine forældre, der arvede det fra deres forældre og det er en fast indkomst. Jeg lærer erhvervet til mine børn, så de har en evne, de kan bruge, siger Saveth Eur, mor til to teenagepiger, der sidder på en træseng og indgraverer sirlige mønstre i den ene kobber-vase efter den anden. Det er kvindernes arbejde at indgravere, mens mændene tager sig af at stå ved arnen og at banke metallet i form. Saveth Eur er 34 og har indgraveret kobberting i 20 år.

-Vi har det godt, fordi vi ikke skal være fattige som andre cambodjanere. Vi har jo et job, som kan brødføde familien, forklarer hun med henvisning til den tredjedel af landets befolkning, der lever under fattigdomsgrænsen. De problemer har familien Eur ikke – Koh Chen er berømt for sine dygtige smede og kunderne kommer selv ud til øen for at afgive ordrer.

Huset står på pæle og familien bor ovenpå. Under huset er smedjen indrettet med arnen i den ene side. I midten sidder husets to mænd på hver deres træbænk og hamrer – de større ting bruger de en former til, men små skåle og vaser – som dem de er igang med i dag – sætter de bare henover en pæl, der er banket ned i en træblok. Siddende i skrædderstilling kan de bruge hånden og den ene fod til at holde metallet på plads, mens de hamrer. I den anden side sidder Heng Sinoun, en 17-årig pige i Mickey Mouse-pyjamas og hendes søster med hver deres mejsel og en stak bulede vaser ved siden af dem. De går begge i skole på fastlandet to gange om ugen, og ellers indgraverer de.

-         Jeg startede, da jeg var 11, med at hjælpe til. Jeg har mange venner, der er smede, men jeg har også venner fra skolen, der laver andre ting, som for eksempel dyrke ris eller vogte køer, siger hun. Idag er ikke en skoledag og Sinouth har været i gang siden solen stod op. Det tager en halv dag at indgravere en vase, fortæller hun. Når den er indgraveret bliver den lagt i syrebad og derefter poleret. Familien har modtaget en større ordre til et bryllup og vaserne er traditionelle remedier i ceremonien. 

”Smeltestedet”  

Længere nede af hovedvejen ligger et lyserødt murstenshus. Det er dobbelt så stort som hytterne og omkranset af en indhegning med en lille låge. Her bor landsbyens overhoved, Chin Thany. Med sine 49 år er han en af landsbyens ældre og han bestyrer det, som de lokale kalder ”smeltestedet”.  Indimellem medbringer kunderne selv metallet, men ellers er det herfra de plader, som de små smedjer smelter om, kommer fra. Chin Tany arbejder sammen med fem af sine brødre – de køber råmaterialet i hovedstaden Phnom Penh og smelter det derefter over et bål. Så hælder de det ned i en former, hvor det kølner og bliver til barrer. Derefter lægges barrerne i en presse, der til sidst bliver til plader.

Han fortæller, at livet på øen har været det samme i mange generationer– med undtagelse af Cambodjas fire sorte år, da rædselsregimet De Røde Khmerer begik folkemord sidst i halvfjerserne. Smedefaget blev forbudt, fordi hele befolkningen i et vanvittigt socialt eksperiment blev sat til at dyrke ris. Da regimet faldt i 1979, var en fjerdedel af landets befolkning omkommet, enten af sult, overarbejde eller også var de blevet dræbt. De resterende vendte tilbage til deres hjemprovinser og Koh Chen-folket genoptog arbejdet.

-         Jeg vil ikke holde op med mit fag. Jeg er smed, til jeg ikke kan være smed længere, siger Chin Tany.

Unge vil arbejde i byen

Det er dog ikke alle, der deler den samme entusiasme for faget. De senere år er det blevet almindeligt, at unge forlader faget til fordel for et arbejde i de større byer. Det samme drømmer 17-årige Heng Sinoun og hendes 16-årige lillesøster om.

-         Jeg har smedet hver dag og det er meget kedeligt. Jeg vil gerne gøre mine studier færdige og så vil jeg arbejde i Phnom Penh, måske i en bank. Jeg vil gerne prøve noget nyt, fortæller hun.

Det er mor Saveth Eur ikke ked af.

-         Jeg vil gerne have  mine døtre får et godt job, som de er glade for. De skal gøre, hvad de vil, siger hun.

Der er dog heller ingen grund til at frygte, at smedefaget på Koh Chen dør ud af den grund. Cambodja er et land i udvikling og som byerne vokser, kommer der flere markeder og flere kunder til. Saveth Eur har travlt og har allerede løsningen, når hendes piger ikke længere er der til at hjælpe med at indgravere.

-         Så ansætter jeg bare nogen, siger hun. Bag hende følger hendes husbond anerkendende med i hvad hun siger, mens han banker en kobbervase i form. Bank, bank, bank...