Landet, der forsøgte at slå teatret ihjel

Teater og scenekunst har overlevet folkemord, borgerkrig og ustabilitet i Cambodja – idag kæmper det superfattige sydøstasiatiske land med at bevare traditionerne, hårdt presset af tabt talent, manglende udvikling og en stigende vestlig indflydelse.

Af Anya Palm

En stille fløjte uden egentlig melodi bryder tavsheden i et lille, udendørs teater i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Scenen, der ikke er mere end en meter fra den forreste række af de hårde, ujævne træbænke, bliver langsomt lyst op og musikken tager til. Samtlige skuespillere, der om lidt skal opføre den klassiske cambodjanske teaterforestilling “Hanuman”, kommer ind, alle iført deres dragter. De går med alvorlige ansigter hen og sætter sig med ryggen til publikum, en efter en knæler de stille foran et opstillet alter. Ingen klapper. Forestillingen er ikke begyndt endnu. Først skal de cambodjanske kunstnere bede til ånderne om en god forestilling. Derefter går de alle stille ud igen og tæppet går for. Så starter det.

“Kære gæster. Velkommen til Sovannah Phum Theater…” siger en mand på engelsk og præsenterer først sig selv og dernæst aftenens forestilling.

Teater er ikke optræden

 Cambodjas sceneliv er tæt forbundet med hverdagen og landets traditioner. Før teater og dans kom op på en scene i starten af dette århundrede var optræden, dans og teater en del af ceremonier i pagoden, bryllupper og når der skulle ønskes regn eller god høst. Teater blev indtil for et par dekader siden ikke regnet for optræden, men for et nødvendigt ritual. Det bærer Cambodjas teaterscene præg af i dag.

- De fleste af forestillingerne handler om livet på landet eller om kærlighed. Vi synger om bjergene og om landskaberne, siger 20-årige Smarky, der studerer dans på University of Fine Arts i hovedstaden. I dag spiller han den mandlige hovedrolle i en klassisk kærlighedshistorie om Hanuman, abekongen, der forelsker sig i havfruernes dronning. Han gør sig klar til at gå på scenen igen, denne gang som Hanuman. 

Ingen snak om politik

Sovannah Phum Theater spiller stykker i stilen Lakhoan Niyay – det talte teater. To gange om ugen sætter teateret forskellige traditionelle historier op, som handler om kærlighed og Khmer-liv og på den måde er det lille hyggelige hus med den tilhørende scene meget symptomatisk for landet: Der tales ikke om de voldsomme politiske problemer Cambodja har været igennem, selvom de var lige ved at slå kunsten ihjel.

I 1970 blev landet kastet ud i voldsom borgerkrig og fem år senere overtog rædselsregimet De Røde Khmerer magten i landet. En kollektiv ledelse med Broder Nummer 1 Pol Pot som førstestrateg tvang Cambodja ud i et ultrakommunistisk eksperiment, hvor idealet var at skabe et samfund med blot en klasse: Arbejderne. Eksperimentet gik grueligt galt og resulterede i at det kvarte af den cambodjanske befolkning enten blev slået ihjel af det paranoide styre, der så spioner for KGB og CIA alle steder eller sultede ihjel, fordi stort set al ris, der blev dyrket, blev eksporteret ud af landet. Scenekunst, teater og kærlighed var overtrædelser, der straffedes med døden.

Syng om revolutionen

- Cambodja har en rig tradition med forskellige udtryksformer. Under De Røde Khmerer holdt de op med at blive opført. De Røde Khmerers ledelse komponerede nye sange og danse, som hyldede landbruget og industrien, eller deres revolution, siger Toni Shapiro-Phim, der er antropolog med speciale i performing arts i Cambodja og arbejder som researcher på Khmer Arts Academy. Hun vurderer, at omkring 80-90 procent af de udøvende kunstnere blev slået ihjel under folkemordet og da Vietnam gik ind og væltede de Røde Khmerer i 1979, så det sort ud for teaterkunsten i Cambodja.

- Overlevende kunstnere har senere fortalt mig, at det første de gjorde, da De Røde Khmerer faldt, var at gå ud og lede efter andre kunstnere at øve, optræde og undervise sammen med. På en eller anden måde fandt de styrken til at genkalde sig de historier og teknikker, som de havde været tvunget til at glemme fire år tidligere, forklarer hun.

Den nye regering støttede teaterlivet, der langsomt kom tilbage – men med et ændret, uselvstændigt udtryk.

- Mange af trupperne reflekterede det nye regimes politik, så stykkerne handlede om anti-imperialisme mod Vesten eller De Røde Khmerers grusomheder, forklarer hun.

Vesten er mere interessant end dans og fløjter

På scenen i Sovannah Phum teatret lægger Hanuman sine hænder i den smukke havfrues. Hun ville forhindre ham i at befri en tilfangetagen dronning, men fordi han er den kloge abekonge har han overtalt hende til at hjælpe sig istedet for. Scenens bagtæppe myldrer af fisk, kreeret af reflekteret lys og de to erklærer deres kærlighed til hinanden på havets bund. Den blide musik bruser over og de to elskende vender sig mod publikum og bukker. Historien om Hanuman stammer fra sagaen Ramayadan, en saga fra før år 0 og som er kilden til de fleste af Cambodjas traditionelle historier. Det er den tradition, det er svært at genskabe.

De unge er som regel ikke specielt engageret i det traditionelle teater og i dag – næsten 20 år efter den vietnamesiske regering blev erstattet af cambodjansk konstitutionelt monarki – er de politiske stykker fra firserne heller ikke interessante længere. Det er til gengæld Vesten, popmusik og Hollywood.

- Mange af de ældre skuespillere klager over, at der ikke er interesse for det traditionelle teater længere, siger Shapiro-Phim. Men hun ser det ikke som en mangel på interesse – det er snarere en mangel på oplevelser, mener hun.

- Unge mennesker skal jo have mulighed for at se teater og dans for at kunne interessere sig for det, og støtten til teaterkunst og sceneliv i dag er utroligt begrænset, forklarer hun.

Kunsten kan ikke fastfryses

Et af Cambodjas største problemer er, at landet er fattigt og derfor er der ikke meget overskud. Der er ingen ressourcer til at finansiere teater og mange har flere jobs eller arbejder mange timer i marken for at brødføde deres familier.

- På den måde er det cambodjanske samfund hårdt presset, når det kommer til at vedligeholde traditioner, siger Shapiro-Phim.

Samtidig skal teatertraditionen udvikle sig, mener hun. Selvom det er vigtigt at Sovannah Phum Theater bibeholder det klassiske Khmer-udtryk er der ingen scene, der kan fastfryses i et bestemt udtryk for evigt. I dag er der Coca-Colaskilte ved gaderestauranterne på de kaotiske gadehjørner i hovedstaden og navne som Ronan Keating, Britney Spears og Christina Aquilera er populære i cd-butikkerne. De nyeste Hollywood-film kan købes for to dollar på alle markederne.

Den verden omfavner Sovannah Phum ikke. Men det gør en helt anden slags optræden, der netop er begyndt at spire. I det franskinspirerede store teater Chenla Theater i den mere mondæne ende af byen, står en sanger, Ing Sinthul, midt på scenen. Han holder tonen længe, længere, klarere og højere end Cambodja er vant til. Han har et par cowboybukser og en rød t-shirt på og ved siden af ham er der hængt neon-skilte op for at illustrere gaden lige udenfor. Sangeren stopper og giver plads til at koret bag ham kan svare.

Første opera nogensinde

Ing Sithul spiller hovedrollen i rockoperaen “Where Elephants Weep”, den første opera nogensinde i Cambodja. Den fortæller en klassisk historie om en ung mand, der forelsker sig i en prinsesse – men i operaen er manden kommet tilbage fra et ophold i USA, hvor han flygtede hen, da hans land gennemgik den revolution, der udviklede sig til folkemord. Det er historien om tusindvis af cambodjanere, der senere vendte tilbage til deres fødeland. Og operaen indeholder kontroversielle elementer af det Cambodja, de fandt: Ing Sinthul søger for eksempel trøst hos en prostitueret, der arbejder som øl-promotor for ABC Guiness øl, da han ikke kan få sin elskede prinsesse. Og den prostituerede tager imod, mens hun synger om ensomhed og væmmelse ved at underholde fulde mænd for håndører.  

Vestlig indflydelse kan fremme kultur

Historien er skrevet af amerikaneren John Burt.

- Vestlig indflydelse idag er stærk i Cambodja, så det ville jeg gerne portrættere. Det overskygger de gamle traditioner – så hvordan lærer man unge mennesker at bruge deres egne teknikker? En del af formålet med “Where Elephants Weep” var at inspirere til nye former for udtryk igennem de traditionelle, så unge kunstnere kan finde deres egen stil med rod i alt, der er deres hverdag idag, siger Burt til den amerikanske avis The International Herald Tribune.     

Operaen havde premiere i november 2008 og er blevet godt modtaget. Trods kritik fra forskellige cambodjanske kunstnere, der mener, at operaen kun er for vesterlændinge og rige khmerer, når forestillingen bredt ud og over hele byen hænger de smukke sandfarvede plakater med en synkende sol og en elefant på. Al tekst er på Khmer.

Fulde huse i Cambodja

For Toni Shapiro-Phim er det omstændighederne mere end indholdet af operaen, der kan inspirere teaterlivet.

- Selvfølgelig – det gælder over hele verden – kan nye former for sceneoptræden igen inspirere nye former og udtryk og det kan vi godt bruge i Cambodja. En af mest imponerende ting ved “Where Elephants Weep” er, at opsætningen er professional. Det er sjældent, at man ser så høj kvalitet i den tekniske support og det ændrer hele oplevelsen for publikum, at man har lagt meget i det aspekt. Måske ser folk nu den mulighed i forbindelse med andre produktioner i Cambodja, siger hun.

Operaen har trukket fulde huse alle ti dage, den har spillet og der er sat ekstra stole ind for at kunne give flere chancen for at komme ind. Forestillingen slutter med en brusende fremførelse af titelsangen, der er domineret af cambodjansk fløjte og en velspillet el-guitar. Da sangen slutter og instrumenterne klinger ud, står de to elskende på scenen, ansigt til ansigt med hinanden i hænderne. Så vender de sig begge mod publikum og smiler. Der er stille i salen. En for en rejser publikum sig op – og så begynder publikum at klappe. Stille, afmålt, tilbageholdende. Og anerkendende.