Hunde redder liv i Cambodja

Cambodja er et af de lande i verden, der har flest landminer gemt i jorden. Minerne er umulige at finde og dødsensfarlige – men på Cambodian Mine Action Center har man fundet løsningen: Her træner hunde med at finde minerne, så de kan graves op og uskadeliggøres.

Af Anya Palm

November snerrer. Den tynde, veltrænede belgiske sheperd står bundet ved en pæl på en træningsbane i Cambodja, bag hende bager solen ned på kilometervis af åbne marker med tilsyneladende intet andet end buske og træer. Når andre end hendes træner kommer for nær hende, snerrer hun, farer frem og spænder selen ud til bristepunktet med hele sin vægt.

November er ikke et kæledyr. Hun er vagtsom, gør og er utålmodig. Hun er urolig, fordi hun kan lugte TNT, et sprængstof, der findes i de fleste eksplosiver.

Hendes træner, So Chandara, løsner hende og går med hende i kort snor henover banen. Omkring 200 meter ude stopper hun brat op, går rundt om stedet med næsen i jorden og sætter sig lidt efter ned med rank ryg og strittende ører. Hun har fundet den smule TNT, træneren havde lagt ud. Ude i virkeligheden ville hun have fundet – en landmine. Træneren er tilfreds og giver hende lov at lege med yndlingslegetøjet, en rød bold i hård plastik. November er en af 14 “elever” på Cambodia Mine Action Centers hundeskole. Her trænes hunde til at finde landminer.

Ligner sodavandsdåser

Fem procent af alle verdens landminer ligger gemt i det lille sydøstasiatiske kongeriges frodige jord og hundredevis af mennesker lemlæstes eller bliver dræbt af eksplosionerne hvert år – ifølge FN er 80,000 mennesker blevet dræbt af landminer siden 1970. Det er arven fra årtier med politisk ustabilitet, borgerkrig og det folkemord, landet var udsat for i senhalvfjerserne. Men bomberne er ikke nemme at finde. De er tit begravet og ligner almindelige sodavandsdåser og derfor er det også tit børn, der finder dem og tager dem op for at lege med dem. Minerydning har i mange år været centreret om en mand og hans metaldetektor, men det er en langsommelig proces, da de hyperfølsomme instrumenter registrerer alt fra dåser til småmønter i jorden. Og minerne skal ryddes hurtigt, for den superfattige cambodjanske befolkning har ikke andet valg end at bruge al jord de kan til at dyrke ris, også selvom det er dødfarligt.

Derfor er hundenes indsats uvurderlig, mener Novembers træner Ngyon Thy. Han er en af syv hundetrænere og har haft November i fire måneder.

- Hun er udholdende og kløgtig. Vi får mange hunde ind til observation, men det er kun få, der egner sig til at være landminehunde. De skal være til at stole på og de må ikke blive bange for eksplosioner, siger Ngyon Thy.

Programmet har eksisteret siden 1996 og haft hunde i felten siden 2000. Der er i øjeblikket 86 hunde ude. De får støtte fra organisationer i Sverige og Tyskland, der sender penge og udvælger hunde, der skal ind og forsøge sig med træningen.

- Vi vil have hunde, der ikke er alt for aggressive, de skal være kloge og så skal de have god kontakt med deres træner, siger Ngyon Thy. Samtidig må de ikke blive distraheret af for eksempel en kanin, der løber over græsset. De skal have TNT-færten som førsteprioritet på alle tidspunkter.

Løb, svømning og så ud og finde TNT

Når hundene bliver godkendt bor de i en celle på skolen og træner hver dag i seks måneder. De får alle en personlig træner, som de går ud med.

Men det er ikke kun marken og atrapperne, de træner med. Det er vigtigt, at dyrene er i god form, så de kan klare sig i jungle og rismarker, som dækker det meste af landet.

Ved siden af hundenes celler, der står belejligt tæt på træningsbanen, står et stort rundt kar. En lille trappe fører op til kanten og i midten er en pæl med udstikkere, hvor hundenes seler kan sættes fast. Det er swimmingpoolen.

- Vi går lange ture med dem om morgenen og når de kommer tilbage bliver de afkølet med en svømmetur, forklarer Ngyon Thy. Og i swimmingpoolen kan hundene så få deres lille “hævn” over at blive jaget ud og gå lige fra morgenstunden:

- Træneren holder fast i hunden, mens den svømmer rundt. Men der er glat langs bassinet, så når hunden svømmer til skal man holde balancen, når man følger den rundt, siger træneren og griner. Han er dog aldrig faldet i bassinet.

Derefter er det ind på træningsbanen, hvor snore i lige rækker har delt jorden op som et rigtigt minefelt. Hundene rydder banen en firkant af gangen og hver gang de støder på lugten af TNT sætter de sig ned og markerer som November gjorde.

Når de har gennemgået det seks måneder lange træningsprogram udstationeres de i udsatte områder. En uddannet hund kan finde 2-3 landminer om dagen.

- Vi har 86 minerydningshunde, der er fuldt uddannet. De har allerede gjort en betydelig forskel, vurderer Ngyon Thy.

Hunde arbejder for FN

Det er ikke bare den stolte hundetræner, der praler af sine dyr. Hos FNs minerydningskontor i Cambodja medgiver man, at hundene en uundværlig del af minerydningsindsatsen.

- Cambodja er et af de lande, der er allerhårdest ramt af problemet med landminer. Omkring 46 procent af alle landsbyer er påvirket af, at der ligger landminer i jorden og hundene er en vigtig del af programmet, siger Alexandra Hiniker, der er kommunikationsmedarbejder hos UNDP og samarbejder med CMAC om minerydning. Hun tilføjer:

-  Landminer er utroligt svære at finde og hundene gør en helteagtig indsats på området.

Og om to måneder er det Novembers tur. Hun bliver udstationeret ved den thailandske grænse i nord, der er et særligt udsat område i Cambodja. Ngyon Thy mener, at hun har, hvad der skal til.

- Hun har ikke mistet overblikket og hun har fundet de “landminer”, vi har lagt ud til hende. Hun bliver god til det, siger træneren. Han skal overlade November til en træner i felten, som er begyndt at komme på skolen for at lære sin nye hund at kende. Selvom November er bidsk og af natur lidt mere menneskesky end Ngyon Thy kunne tænke sig, er han ikke nervøs for at overlade hende til en ny.

- Jeg ved, han er god med hunde. Og jeg ved, at November kan finde landminerne, siger han. Hunden er faldet ned efter fangsten på træningsbanen. 

Nye hunde

Selvom det umiddelbart lyder som en oplagt ide at træne hunde til at bruge deres lugtesans og hjælpe med at finde bomberne, ligger det ikke lige for. I Cambodja bliver hunde betragtet som et dumt og uværdigt dyr og et af de værste skældsord i landet er at kalde nogen for en hund.

At betale i tusindvis af dollars for at træne en hund op til noget, som mennesker kan gøre, har derfor ikke vaeret i høj kurs og CMAC har af samme årsag lidt af alvorlig pengemangel.

- Hundene skal jo også på pension og så skal vi finde og træne nye hunde. Det koster cirka 4000 dollar (22.000 kroner) per hund, siger Ngyon Thy. Han nikker mod en stor mindesten, der står bagved cellerne. Rundt om stenen står små gravstene – en for hver hund, der er død. En hundekirkegård. På mindestenen står “Til minde om Cambodjas landminehunde og deres store indsats på landmine-området.” Men det er ikke sørgeligt. For der er ikke en eneste af de hunde, der ligger begravet her, der er død i tjenesten. De er allesammen – imod alle odds - døde af naturlige årsager.

Det er statistikker som den, der de senere år har fået flere organisationers øjne op for hundenes færdighed og pengene til at rulle CMACs vej og anerkende hundenes indsats. Og i 2008 skete der endda noget ganske fremadrettet:

- Vi er begyndt at opdrætte hunde selv. Vi har næsten kun belgiske og tyske hunde, men nu har vi tre cambodjanske hvalpe, som vi regner med kan blive en del den næste generation af landminehunde, siger Ngyon Thy, mens han lukker November tilbage i hendes bur.