Hårde straffe til ungdomskriminelle i Cambodja

Cambodja sidder omkring 500 børn i alle aldre i fængsel. De sidder sammen med voksne kriminelle og udtjener som regel urimeligt hårde straffe. Tyveri giver mellem fem og 10 års fængsel.

Af Anya Palm

KOMPONG THOM PROVINSEN, Cambodja – 15-årige Det Chandy sidder med sine spinkle ben trukket op under sig og hænderne flettet sammen foran panden,  i gården i Cambodjas Kompong Thom-fængsel, et af Cambodjas værste fængsler. Hans blå fangedragt med hvid stribe i siden er laset og bleget af solen, han har haft den på hver dag i de 15 måneder han indtil videre har siddet fængslet. Chandy var 13, da han blev arresteret for at stjæle fire cykler sammen med en ven.  

 250 kilometer længere sydpå ligger Kandal-fængslet, Cambodjas absolut bedste fængsel. En verden fra det forfaldne Kompong Thom-fængsel giver skinnende nye bygninger, blomsterbede og volleyballnet illusionen af et boligkompleks – kun pigtråden paa murene og de bevæbnede vagter bryder billedet.

Det - og 13-aarige Sokhuns hænder. De er fyldt med udslæt. Han holder dem op foran sig.

- Det er orm, forklarer drengen, der er lys i huden og med store spil-levende øjne. Han fortæller om sult, sygdom og afsavn, men det ligger i hans natur at smile meget. Han har et venligt ansigt. 

Sokhun har siddet i Kandal-fængslet i over et år for at stjæle et stykke ledning. Natten til den 2. november 2006 blev han arresteret af politiet, mens han var ifærd med at fjerne ledningen fra et hus.

- De var mange, og de tog os med på politistationen. De slog os og sagde vi skulle tilstå. Og så gjorde de sådan her, fortæller drengen og stikker et usynligt instrument mod brystet, mens han ryster kroppen og fordrejer ansigtet. En elektrisk pistol.

Ifølge tal fra Indenrigsministeriet sidder der i dag 493 fanger under 18 i Cambodjas 25 fængsler. Det er påbudt ved lov, at alder er en formildende omstændighed, at politiet ikke må lægge hånd på fangerne og at børn højst må sidde i en måned uden dom. Alligevel er Chandy og Sokhuns historier ikke ualmindelige.

- Det er helt normalt. Der er nogle tilfælde, hvor det er værre, men det er rimelig kotyme, at børn bliver slået, når de bliver arresteret, siger Pernille Tind Simmons, der arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i Cambodja. Hun har været tovholder på organisationens nyligt afsluttede projekt ”Children in Prison – no place to grow up.”

Udover volden er der alt det retspraktiske, som i det superbureaukratiske Cambodja ofte efterlader børnene i fængsel i årevis uden svar og rådgivning.

Sokhun fra Kandal-fængslet har egentlig udstået sin oprindelige dom på 3 måneder og 10 dage. Men den blev anket i december 2006 og indtil der er afsat ny dom, kan han ikke løslades.

Chandy er foreloebig dømt til 10 år for to cykeltyverier – fem per styk- og har stadig to sager kørende over de sidste to cykler.

- Problemet er, at der ikke findes en specifik lov, der henvender sig til kriminelle under 18 i cambodjansk lovgivning, så sagerne er meget i dommernes hænder, siger Pernille Tind Simmons. 

Egentlig bør de cambodjanske dommere rette sig Untac-loven fra 1992, der fastslår, at personer under 18 skal have halv straf. Eller også efter den internationale Convention of Childrens’ Rights, hvor der står, at børn skal idømmes den lavest mulige straf. Men dommerne kender ikke den internationale lovgivning godt nok og flere af lovene er enten blot generelle retningslinjer eller i direkte modstrid med hinanden. Chandy’s dommer underkendte hans appel om en mildere straf med henvisning til den cambodjanske straffelovgivning.

- Dommeren sagde, at han havde givet den mildeste straf for røverierne, fem år per cykel, siger Chandys advokat, Chan Theng. 

I Kompong Thom-fængslet krummer Chandy sig sammen og rykker sig længere ind mod fængselsmuren. Det er middagstid og skyggerne er korte. De to celler, som han og 195 andre fanger deler, står åbne og fangerne kan gå ind og ud af gården. Langs to af murene er der spændt grønne presseninger på 12X4 meter ud over træpæle. På jorden under den ene pressening sover 81 mennesker om natten, fordi der ikke er plads i fængselscellerne. Chandy sover her også, under et myggenet.

Om dagen giver presseningerne skygge for solen. Mænd og kvinder i alle aldre, nogle klædt i den blå fangedragt, andre blot med et tørklæde om livet, sidder rundt langs murene og kigger ud i gården, hvor luften er bølget af varme og mangel på gennemtræk. De venter på, at frokosten bliver serveret, et af dagens højdepunkter.  

- Et af problemerne med de lange fængselstraffe er, at de ikke laver noget særligt i fængslet. De får ikke rådgivning og kan sidde derinde med deres dårlige samvittighed og savne deres familie. De år, de er derinde bliver ikke brugt til noget – de er bare spildt, siger Pernille Tind Simmons. 

Men hverken børnenes forhold eller den manglende lovgivning for ungdomskriminelle er problemer, der giver anledning til megen panderynken inde på det cambodjanske justitsministerium. Bag et rodet skrivebord, fyldt med bunker af lovudskrifter og personlige noter, sidder den unge generaldirektør for ministeriet, Hans Højhed Poeu Samphu.

- Vi er i gang med en ny lov, den løser alle de problemer, siger generaldirektøren.  Han uddyber ikke, hvordan loven, der hedder Provision of Criminal Code, vil løse problemerne, men siger:

- Det er rigtigt, at dommerne nogengange ikke ved, hvilken lov de skal følge. Men vi har arrangeret kurser for dem, saa de kan lære det.

15-årige Chandys hænder smutter på hans svedige pande. Hans krop giver et ryk og han folder hænderne ud og begraver ansigtet i dem istedet. 

- Jeg kan ikke lide at være her. Jeg savner min familie, siger han stille.  Ved siden af ham tegner solen skarpe striber på jorden gennem tremmerne i et rudeløst vindue i muren. Vagten gør tegn til ham og Chandy rejser sig. Han går med bøjet hoved hen til de andre fanger.

Poeu Samphu forklarer, at både Chandy og Sokhun falder ind under den nuværende – ikke-eksisterende- lovgivning, så han kan ikke hjælpe de to unge drenge og de 491 andre børn, der lige nu er i samme situation.

- Det er op til dommeren at dømme i hans egne sager, siger generaldirektøren og gentager, at den nye lov, der først skal godkendes af Senatet for at blive vedtaget, vil sikre, at ungdomskriminelle i fremtiden vil have højere retsikkerhed. Men hvornår det bliver, ved han ikke.

- Det kommer til at tage lidt tid, men vi er færdige med at arbejde på loven, så det er ikke længere vores ansvar, siger Poeu Samphu. Provision of Criminal Code har cirkuleret i ministeriet siden 2001.

Pernille Tind Simmons fortæller, at flere organisationer arbejder på at få regeringen til at vedtage en specifik lovgivning for ungdomskriminalitet.  Det er en langsommelig proces og i mellemtiden dømmes børnene i reglen efter cambodjansk lovgivning uden skelen til internationale konventioner.

- Vi er ikke kommet tættere på en lovændring. Jeg har ingen ide om, hvornår det bliver, eller om det bliver snart. Men indtil da kan dommerne blot henvise til den lovgivning, der er, når de dømmer børn, siger hun.