Problemer, der kan sendes væk med båd

Malaysia har omkring to millioner gæstearbejdere, der hovedsagligt arbejder i plantageindustrien. De fyres, bankes og udnyttes efter behov, men både  fagforeninger og regeringen tøver med at hjælpe. Malaysianere først, lyder budskabet.

Af Anya Palm

- Jeg ved godt, at det ikke er politisk korrekt at sige. Men i krisetider, må vi sørge for vores egne først, siger G Rajasekaran, der er generalsekretær for Malaysias Trade Union Center, den øverste paraply af Malaysias mange fagforeninger.

- Vi forsøger at gøre os uafhængige af gæstearbejdere, derfor ser vi ingen grund til at lade dem organisere sig, siger ministeren for Human Rescources i Malaysia.

- Det er et andet marked nu end for to år siden. Det må vi tage højde for, siger A Nawamunkundan, generalsekretær for National Union for Plantation Workers. Omkring halvdelen af Malaysias gæstearbejdere arbejder inden for plantageindustrien.

Ainudins første besøg

Der er ikke andet end mørkegrønne palmetræer, så langt øjet rækker. Sime Darby Plantation ligger på Carey Island lige ud for Malaysias vestkyst, fire timer fra hovedstaden. Plantagen, der strækker sig over 500,000 hektar og har over 2000 ansatte, er forbundet af et sirligt lille vejsystem, der transporterer de hovedsagligt indonesiske medarbejdere rundt på det enorme areal.

I midten ligger en klubhuslignende bygning – her kan medarbejderne komme i kontakt med ledelsen, når de har kontortid. Det er også herinde, ledelsen opbevarer medarbejdernes pas.

Indonesiske Ainudin er i Malaysia for anden gang. Første gang – i 2004 - arbejdede han på en anden plantage, men med nogenlunde samme forhold.

En dag dukkede politiet op og bad om legitimation.

- Jeg stod og høstede palmefrugter, da de dukkede op i en bil. De begyndte at spørge folk om de havde nogen papirer. Men det havde jeg ikke, siger Ainudin. Hans papirer lå i forvaring hos ledelsen, der ikke var til at træffe den dag.

- Så slog de mig med et bat, siger han og tager sig til skulderen. Derefter blev han transporteret hen i en fangelejr, hvor han sad i to måneder, før der kom en båd og sejlede ham tilbage til Indonesien. Ledelsen hørte han aldrig fra igen og selvom hans pas blev returneret, forsvandt hans arbejds- og opholdstilladelse, som var beviset på, at han opholdt sig lovligt i Malaysia og derfor ikke kunne deporteres.

Loven

Ainudins historie er typisk for Malaysias mange gæstearbejdere. Det er normal praksis, at de bor på plantagen og at ledelsen varetager papirer. Langt de fleste kommer til landet af nød – mange af de omkringliggende lande er fattige og arbejdsløsheden høj. Derfor søger arbejdsduelige til Malaysia, hvor de tjener penge, som de sender hjem til familien.

- Disse mennesker er desperate og de kender intet til deres egne rettigheder. Det skaber en situation, hvor arbejdsgiveren har utrolig meget magt og den udnytter de til fulde. Gæstearbejderne her i landet holdes i en slavelignende situation, hvor de er meget isoleret, fordi plantagerne tit er store og ligger i landområder. Truslen om at de kan blive sendt hjem til Indonesien nårsomhelst gør dem medgørlige – de kan jo ikke vende hjem uden penge. I mange tifælde har de sat sig i gæld for at komme her og har familie at forsørge derhjemme, siger A Nawamunkundan, der er generalsekretær i den ene af Malaysias to fagforeninger for plantagearbejdere, National Union for Plantation Workers (NUPW).

I følge malaysiansk lov skal gæstearbejderne have samme rettigheder som de lokale, både hvad angår arbejdsmæssige forhold og under opholdet generelt. Det er dog i direkte modstrid med Malaysias Immigration Act, der siger, at udenlandske gæstearbejdere ikke må organisere sig.

Forholdende i dag

Ainudin sidder på en stub nær hovedkvarteret på Sime Darby Plantation, omgivet af palmer og kolleger, der spiser deres medbragte nudler til frokost. Han kom tilbage til Malaysia for seks måneder siden.

- Jeg ville egentlig ikke, for jeg er bange for, hvad der kan ske. Men jeg fik ikke noget job i Indonesien, siger han og tilføjer, at hans familie er meget fattig. Denne gang har han meldt sig ind i NUPW.

Ledelsen lader ham være i fagforeningen, der til gengæld tolererer arbejdstiden på 12 timer dagligt, syv dage om ugen. Og at han bor i en lille hytte med fem andre voksne mænd, selvom fagforeningen officielt allerede kæmper mod, at det er lovligt at indkvartere op til fire personer i hytterne.

- Det er normale arbejdstider, siger A Nawamunkundan. De koncentrerer sig hovedsagligt om at arbejdernes isolation. Ainudins nye ledelse inddrager nemlig også medarbejdernes pas og papirer.

- Det betyder, jeg ikke kan bevise, hvem jeg er. Og at jeg kan blive sendt hjem igen på samme måde som sidst, siger Ainudin.

Ingen steder at gå hen

 Et sted i midtbyen sidder generalsekretær for Malaysias Trade Union Center G Rajasekaran på sit kontor. Folk som Ainudin kommer forbi jævnligt, især i øjeblikket, hvor finanskrisen har hærget Malaysia siden oktober 2008.

- Hele systemet er kollapset. Vi får flere gæstearbejdere ind og vi har færre jobs at tilbyde dem, siger generalsekretæren.

Heller ikke regeringen er venligt indstillet overfor gæstearbejderne. Faktisk udtrykker Malaysia Minister for Human Resources, Datuk Dr Subramaniam, bekymring for, at gæstearbejderne vil overtage fagforeningerne.

- I nogle sektorer – som i plantageindustrien- hvor der er flere udlændinge end lokale er det en mulighed, at de kan overtage fagforeningerne. Det er vi selvsagt ikke interesseret i, siger ministeren til den lokale avis, New Straits Times.

Heller ikke internationale konventioner kan der refereres til, da de eneste ILO-konventioner, Malaysia har ratificeret handler om børnearbejde. I desperation vælge udlændinge derfor ofte at stikke af, hvis de hører om forestående fyringsrunder. Bliver de fanget, er straffen pisk, internering og deportation. Men den risiko er tilsyneladende værd at løbe.

- Vi har omkring 400,000 mennesker, der er stukket af og nu opholder sig illegalt i Malaysia, siger Rajasekaran. – Sådan er situationen i dag. De gemmer sig.