Palmesus og tropestrand er hverdag for Flemming fra Odense

Flemming Sørensen tog fra hjembyen Odense, da han var 16. Siden da har han rejst verden rundt og er i dag endt som ejendomsudvikler i den thailandske strandby Hua Hin. Der er ingen planer om at rejse hjem til Danmark igen.   

Af Anya Palm

Flemming Sørensen skæver bagud. Han har boet i Thailand i fire år, men alligevel – eller måske netop derfor – er han ikke helt tryg ved den store han-abe, der lusker rundt bag ham. Der har samlet sig en 30-40 dyr om ham, små nysgerrige abeunger, hunner og knotne alfahanner, der hvæser og viser tænder.

-         De er aggressive. Og jeg har ikke noget mad til dem, siger han og småhopper gennem den store abeflok, der må finde nogen andre at tigge mad af.

Han går rundt på ”Monkey Mountain”, en af turistattraktionerne i den thailandske strandby, Hua Hin, hvor Flemming Sørensen bor sammen med sin kæreste, Nikki. Her har han startet firmaet Oriental Invest, der bygger og sælger huse til danskere, der gerne vil have en feriebolig i Thailand. Fra Monkey Mountain er der udsigt over den azurblå Thailandske Golf og den kridhvide tropestrand. Decembersolen er blid i Thailand og strålerne varmer landet op til omkring 25 grader. Det, snarere end legesyge aber, er grunden til at Flemming Sørensen er flyttet til Thailand.

-         Klimaet er fantastisk hernede. Hvis jeg sad derhjemme, ville jeg sidde og sparke i jorden og være sur over, at der hele tiden er mørkt, siger han.

Fik rejsefeber som 16-årig

Den 39-årige odenseaner er uddannet sælger på Tietgenskolen i Odense og løb hornene af sig med vennerne på Fyn, da han var teenager. Som 16-årig tog han et udvekslingsophold i USA – og det ændrede hans liv.

-         Jeg fik den der bacille ind i kroppen, som man ikke kan beskrive, men hvor man får lyst til gang på gang at se ting, som man ikke lige er vant til, siger han.

 Derfor har han rejst lige siden: Som eksportør af køkkener i USA, som internationalt blomsterbud til stort set alle lande i Europa, som markedtingsmand i Nice, soldat og sergent i Bosnien og forbindelses officer i Irak. Men det var først i 2003, han fik øjnene op for Thailand. Her var han på ferie og tanken om at flytte til Thailand satte sig fast i odensianeren. I 2005 besluttede han sig for at rykke til det sydøstasitiske kongerige og slå sig ned.

-         De udfordringer og de fordele, jeg kunne se her...det skulle prøves af, forklarer han.

 

 

Og det blev de så. I dag har Flemming Sørensen og Oriental Invest tre kontorer i Thailand – det nyeste startede han for seks måneder siden, lige da den økonomiske krise var på sit højeste.

-         Jeg løber ikke ud og investerer helt vildt under en krise, for det ville være dumt. Men der er også muligheder i krisen. For eksempel kunne jeg leje mig ind på kontoret i Hua Hin for en billig penge, forklarer han. Og det er Hua Hin, der er mest potentiale i lige nu, mener han.

-         Her er det rigtige Thailand efter min mening. Her er strand og liv, her er billigt og man får meget for pengene, siger han.

 

Vil blive i Thailand

 Derfor bor og arbejder han lige midt i den lille strandby, hvor de små gader er propfyldt med fiskerestauranter og gadeboder. Der er ikke så få turister i Hua Hin og de gode tilbud følger dem, hvor end de går hen. ”New shirt, sir? New trousers, Sir?” Flemming Sørensen er vant til det og børster dem af med et venligt ”mai, krhob.” Nej, tak.

I dag kan han ikke forestille sig at komme hjem til Danmark igen. Han har det godt sammen med thailandske Nikki, som han har været kæreste med i to år, og jobbet er noget, han ser frem til at møde op på, når han vågner om morgenen.

-         Der er ikke noget, der slår en dansk sommeraften med et godt glas hvidvin – det ved jeg godt. Der er bare det ved det, at der er syv-ti af dem om året og man ved ikke, hvornår de er der, siger han.

Han foretrækker den sikre sol i Thailand og fraværet af vinterdepression.

-         Man skal lige finde balancen hernede, så er her perfekt. Det kommer som en overraskelse for mange- men tingene fungerer her. Vi har gode hospitaler, gode optikere, gode tandlæger og det koster en tiendedel af derhjemme, siger han.

-         Thailænderne ser en lidt an, men når de har gjort det, tager de et skridt fremad og byder en velkommen. Det kan jeg godt lide, siger han.

Bag ham er abeflokken forduftet og erstattet af en ældre dame, der går og fejer vejen ren efter dyrene. Hun smiler stort, da Flemming Sørensen går forbi hende på vejen tilbage. Han smiler igen.

-            Der er alle muligheder i Thailand. Det gælder bare om at se dem, siger han.