Guerillakriger for en dag i Vietnams Cu chi-tunneler

Af Anya Palm

CU CHI, Vietnam – Det er så mørkt at tidsfornemmelsen og rumfornemmelsen er forsvundet. Udgangen kan være lige om hjørnet, eller der kan være 45 meter tilbage at kravle i den snævre Cu Chi-tunnel. Visheden om, at det stykke, der er åbent for turister er 100 meter alt i alt, hjælper ikke meget i mørket. Pludselig snævrer tunnelen sammen og hvor det før har været nok at kravle på alle fire, er det nu nødvendigt at mave sig igennem mørket. Så blafrer et orange lys forude og et hul i loftet fører op i lyset igen.

Tran Minh Thong hiver storsmilende de svedende, snavsede turister op fra tunnelen. De fleste har svært ved at tro, at tunnelerne med 80 centimeter i bredden og 1,20 i højden – nogle steder – er blevet gjort dobbelt så store som de originale for deres skyld. Men Thong forsikrer dem om, at det er skam rigtigt. Han er tidligere soldat, der nu arbejder med at vise turister rundt i den sydvietnamesiske provins Cu Chi, fortælle områdets utrolige historie og demonstrere de brutale fælder, som Cu Chi guerillasodaterne brugte under Vietnamkrigen. Fælder, der vel og mærke var designet til sydvietnamesiske Thong og hans soldaterkammerater. For det særlige ved Cu Chi, der er en af Saigons 22 provinser, er, at landsbyboerne her kæmpede for Nordvietnam sammen med den tidligere præsident Ho Chi Minh mod det amerikansk støttede Sydvietnam. Deres beliggenhed bag fjendens linjer førte til massive tab – kun omkring en tredjedel af beboerne i Cu Chi overlevede krigen – men var også en vigtig medgørende faktor til Nordvietnams sejr. Landsbyen Cu Chi er senere blevet hædret med adskillige priser og æresbevisninger. 

Der er 200 kilometer tunnel under området, der ligger i junglen. Cu Chis befolkning var hovedsaglig fattige bønder og tunnelerne er gravet over en periode på 25 år med start i 1940erne for, at de dårligt udstyrede soldater kunne forsvare sig mod Japan under Anden Verdenskrig. Da Vietnamkrigen brød ud i starten af tresserne, blev de restaureret og udbygget som værn mod Amerika. Store huller i jorden vidner den dag i dag om fjendens forsøg på at drive guerillakrigerne ud med bomber, mens indhegnede Indiana Jones-agtige faldgruber – som den næsten usynlige træplade, der ved berøring vipper rundt og afslører et dybt hul med lange spyd stukket omvendt ned i jorden til at tage imod den uheldige betræder - fortæller historien om, hvordan Cu Chi krigerne gav igen. En beskidt krig.

Guerillaen gemte tusindvis af fælder, men den tætte jungle hjalp dem også med at gemme andre ting. En mørkegrøn tank dukker op i en lysning, umulig at se på afstand. Thong slår ud med armen og siger: ”Tank,” mens han passerer den. Samtidig begynder der at lyde høje skud og maskingeværsalver ud over træerne og snart dukker en lille bod med et bredt udvalg af våben op.

24-årige engelske Gareth Robinson smiler skævt. Han er ikke typen, der smiler meget, men det her er grunden til at han og kammeraten Ian Sutherland tog den 55 kilometer lange bustur ud til Cu Chi: De skal skyde med en M16.

Han lægger 200.000 dong på bordet og ekspedienten udleverer fraværende 10 fire centimeter lange, gyldne patroner.   

Andre, lidt mere forsigtige, kan ”nøjes” med at købe ammunition til verdens måske allermest kendte riffel: Den russiske AK-47.

Skydebanen er forholdsvis lille og der er ikke de store sikkerhedsforanstaltninger. Tomme patronhylstre flyver fra våbnene og rammer nu og da en turist. Og til trods for de øredøvende brag sådanne seriøse våben udstøder, er der ikke høreværn nok til alle, men de fleste løser problemet med at stikke fingrene i ørerne. Der er høreværn til skytterne og Robinson ifører sig sit, mens han betaget kigger på geværet foran ham. Han tager sigte og under tre sekunder senere er det slut. 10 patroner er hurtigt brugt i et maskingevær, erfarer han skuffet.

Han trasker videre, hen imod sidste stop i junglen, et træbord, hvor kvindelige medarbejdere klædt i guerilladragter serverer te og kogt yuga-rod. Det er traditionel mad, som krigerne blandt andet levede af, fortæller de.

Og så er det ovre. Lidt væk dukker endnu et køretøj op mellem træerne: Den røde minibus, som allerede har motoren tændt, parat til at køre amatørguerillaerne tilbage til Saigons neonlys. Robinson og Sutherland tømmer deres diminutive tekopper. De er trætte, men alligevel helt klar til at slutte dagen på Saigons mest kendte dansested, Acopalypse Now, siger de. Et tætpakket, dunkende diskotek, hvor en helt anden, nutidig, slags krig udspiller sig.  

INFO:

Cu Chi tunnelerne ligger 55 km fra Saigon.

Rejseselskaber arrangerer dagture inklusiv frokost og guide for 3-4 dollar.

Indgang: 70.000 dong (Lidt under 5 dollar)

En patron: 20.000 dong (1,5 dollar)

Lyt til guidens advarsler og lad være med at kravle ned i tunnelen, hvis du er klaustrofobisk eller mørkeræd. (Der er tre udgange i løbet af de 100 meter. Men 30 meter er langt i totalt mørke.)

Der var 16.000 landsbyboere, der arbejdede som bønder om dagen og var guerillasoldater om natten. 6000 overlevede krigen.)

Cu Chi tunnelerne var 60 centimeter i hoejden og 40 centimeter brede. Det stykke, der er åbent for turister er forstørret til dobbelt størrelse.