Hvis Power Rangers og Disney slog sig sammen og dannede en religion

Af Anya Palm

Tay Ninh, Vietnam – “[The peoples] questions to the Spirits received surprising answers. Their parents and friends showed themselves to talk family affairs and give councils. These sensational revelations taught them of the existence of the occult.” Sådan forklarer Cao Daisterne opstandelsen af deres religion, stiftet i 1926. Okkultisme er en vigtig del af den unge religion, der blandt andet ikke har et overhoved – en pave – i øjeblikket, da ånderne ikke har fundet nogen nulevende tilhænger værdig til titlen. Det er en storladen religion, med masser af farver, fabeldyr og ritualer, men på trods af det, er der også en anden ting, der er essensiel i Cao Daismen: indre ro.

En gammel mand med benene samlet under sig folder hænderne og løfter dem op over sit hoved. Han er klædt i en postkasserød klædedragt. Så bøjer han sig nedad, mens den høje gonggong-lyd, der udløste bevægelsen, langsomt dør hen. Han sidder på gulvet på sjette plateu i Cao Dai Holy See templet, med ansigtet mod alteret. Ved siden af ham sidder endnu en bedende mand, han er klædt i samme dragt, blot i strålende blå. Bag dem, på lavere plateuer, fordi de har lavere status, sidder omkring 100 tilhængere mere og beder – nogle er gule, nogle røde og blå, men de fleste er hvide. Hvid symboliserer Cao Daismen. De røde, blå og gule symboliserer de religioner – kristendom, confusianisme, buddhisme og taoisme – som tilsammen danner grundstenen af Cao Dai-religion. De mødes i templet fire gange hver dag.

Cao Daismen, som i sin 80-årige levetid er vokset til omkring 2 millioner tilbedere og flere 1000 templer i Vietnam, er vældig turistvenlig. Fremmede bliver vist ind i det overdådige tempel, hvor det lyseblå loft er pyntet med små stykker spejlglas, der glimter, når solens stråler rammer dem ind af vinduerne. Derefter bliver turister vist op ad trappen til førstesalen, hvor en gesims løber hele vejen rundt og giver god udsigt over de bedende tilhængere, der ikke lader sig påvirke, hverken af småmumlen eller knipsende kameraer. Templet er stort og køligt og holdt oppe af massive søjler, lyserøde med mørkegrønne drager, der snor sig op omkring dem. Alteret er en gigantisk kugle med et øje i midten, omgivet af frugter, røgelsespinde og gaver og prædikestolen kunne have stået i Tivoli, med blå trappe, lyserøde udskæringer og myriader af billeder af Daismens magiske dyr.

På balkonen over de knælende tilbedere, spiller et band meditativ, langsom musik, der fylder rummet, domineret af en tynd fløjte. Under hele den 45 minutter lange seance sidder tilhængerne på knæ på flisegulvet, kun afbrudt af lejlighedsvis gongong-slag, som dikterer at alle bøjer sig fremad synkront og folder hænderne i bøn. De beder til ånderne og de fire magiske dyr: dragen for styrke, fønixen for sundhed, enhjørningen for dyd og skildpadden for et langt liv.

Blæsten fra en de mange blæsere, tydeligvis placeret i templet for turisternes skyld, fanger den røde munks kjortel, mens han løfter overkroppen op fra seancens sidste bøn. Han er den første, som rejser sig, derefter hans sidekammerat. Musikken ændrer sig til en slags blød fanfare, der eskorterer tilhængerne ud af templet i bestemt rækkefoelge. Til sidst følger de yngste og lavestrangerende.

Og til allersidst følger turisterne, der får lov at kigge en sidste gang på det farvestrålende hovedtempel, mange går en runde på det kølige flisegulv, kigger tættere på det altseende alter og de store udskårede drager, før de træder ud i solens stråler. Det første syn, der møder dem er en parkeringsplads fuld af busser, der har alligevel været en hel del mennesker oppe på gesimsen. Nu gælder det om at finde den bus, de kom med.